Henrik Ibsens skrifter

Ved min tilbagekomst hertil igår aftes ​forefandt jeg ​Deres telegram, i anledning af hvilket jeg skal tillade mig at bemærke følgende.

Jeg nærer ikke noget ønske om selv at besætte ​rollerne i mit nye skuespil og vilde heller ikke godt kunne påtage mig dette, da jo flere medlemmer af personalet er mig ubekendte og jeg for andres vedkommende ikke har havt anledning til at følge deres udviklingsgang anderledes end gennem avisernes recensioner, der meget ofte ikke gir noget pålideligt billede.

Jeg har imidlertid tænkt mig at Hjalmar må spilles af Reimers. Denne rolle må endelig ikke gives med noget slags parodisk i udtrykket; ikke med spor af bevidsthed

Faksimile

hos skuespilleren om at der i yttringerne ligger noget som helst af komisk anstrøg. Han har dette hjertevindende i røsten, siger Relling, og det må frem for alt fastholdes. Hans følsomhed er ærlig, hans tungsind smukt i sin form; ikke fnug af affektation. I fortrolighed vil jeg henlede Deres opmærksomhed på Kristoffer Janson, der lige frem kan være dejlig når han våser som værst. Dette er et fingerpeg for vedkommende skuespiller. – Gina må kunne spilles godt af fru Wolf . Men ​hvor tar man en Hedvig fra? Det ved jeg ikke. Og fru Sørby? Hun skal være smuk, kvik, og ingenlunde simpel. Kunde frøken Reimers løse opgaven? Eller kan fru Gundersen det? Gregers er stykkets vanskeligste karakter med hensyn til gengivelsen. Undertiden tænker jeg på Hammer undertiden på ​ Bjørn B. Gamle Ekdal kan gives enten til Brun eller til Klausen; Relling måske til Selmer. Jeg vilde helst ganske være fri for Isachsen, fordi denne altid går og gebærder sig som en underlig skuespiller og ikke som et almindeligt

Faksimile

menneske; men han kunde dog måske få noget ud af Molviks få replikker. Begge tjenerne må ikke negligeres; Pettersen kunde kanske gives til Bucher, og Jensen til Abelsted, hvis ikke denne behøves til en af herrerne i middagsselskabet. Ja gæsterne! Hvad gør man med dem? Simple statister kan jo ikke bruges uden at fordærve hele akten. Og så grosserer Werle? Man har jo Gundersen. Men jeg ved ikke om han hos denne mand magter at få frem, hvad jeg har villet og således, som jeg har villet det.

I ​sammenspillet og ​scenesætningen kræver dette skuespil natursandhed og ​virkelighedspræg i enhver henseende. Også belysningen har sin betydning; den er forskellig for hver akt og er beregnet på at svare til den grundstemning som præger med en særlig karakter hver af de fem akter.

Disse løse bemærkninger har jeg ikke villet tilbageholde, men beder Dem for øvrigt ordne alt efter eget skøn.